Der er behov for en bro mellem Helsingør og Helsingborg 
At der er behov for endnu en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige, placeret mellem Helsingør og Helsingborg, er de to landes topministre samt borgmestrene i de to HH-byer enige om!
Men skal det være som en tunnel, flere tunneller eller som en helt nyskabende bro, der rummer både butikker, boliger, hotel, universitet og meget andet?
Bro-visionen kommer fra Anders Christian Hjort - direktør i Vækst & Viden, der er Helsingørs samlende organisation for handel, erhverv, turisme og kultur.
Hjort drømmer om en helt særlig fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Han vil gerne have en by-bro, altså ikke bare en bro mellem to byer, men en bro, der nærmest er sin egen by!
Fire kilometer visioner
Den idé har stjernearkitekten Bjarke Ingels leget med. Anders Christian Hjort og Ingels, de senere års uden konkurrence hotteste danske arkitekt og manden, der har tegnet Helsingørs kommende Søfartsmuseum, er venner, så sammen har de udviklet visionen om en bro, som er langt mere end en almindelig bro.